THE ROYAL COLLECTION / KOLDINGHUS, DK
27.03.2026 - 25.10.2026
Om udstillingen:
En rejse bagud i tid
Fra samtidens nyeste billedvævninger til senmiddelalderens monumentale mesterværker. Undervejs undersøges værkernes særlige evne til at fortælle historier om magt, tro, identitet og hverdagsliv, og hvordan materialer, teknikker og motiver ændrer sig i samspil med samfundets udvikling.
Udstillingen, der præsenterer mesterværker, der befinder sig i Danmark, udforsker billedvævningens mange roller og betydninger. Fra kostbare prestigeobjekter forbeholdt kongehus og adel til det 20. århundredes mere abstrakte, fortællende og folkelige kunstform. Helt op til i dag, hvor samtidens vævninger, tager håndværket op igen, og hvor tradition fortolkes og fornyes.
Én ting forbliver den samme: tiden, håndværket og ekstravagancen, der er vævet ind i hvert eneste værk.
Et kunstnerisk og håndværksmæssigt højdepunkt
"Vævede mesterværker" er en hyldest til det ekstraordinære håndværk, som gobeliner og billedvævninger er. Hvert værk forudsætter ikke alene omhyggelighed og tid, men også dyb indsigt i materialer, tradition og kunstnerisk fortolkning.
Det tager omkring ét år for en professionel væver at fremstille blot én kvadratmeter. Netop derfor har gobeliner og billedvævninger gennem historien været forbundet med noget af det ypperligste, mennesket har skabt.
Udstillende kunstnere:
Kirstine Roepstorff
Olivia Rode Hvass
Grayson Perry
Naja Salto
Bjørn Nørgaard
Ragna Braase
Inge Bjørn
Anna Thommesen
Grete Balle
Asger Jorn og Pierre Wemaëre
Jean Jacques Deyrolle
Henri Matisse
Joakim Skovgaard
Carl Larsson
François Boucher
Charles Le Brun
Martin Erik Andersen
Derudover vises sjældent sete værker fra Den Kongelige Samlings egne samlinger: herunder dele af de persiske tapeter, et fornemt kroningstæppe og et af de berømte Rosenborgtapeter.
Mod slutningen af udstillingen vises et af de imponerende Kronborgtapeter samt det enestående såkaldte Dommertæppe fra senmiddelalderen - begge fornemme indlån fra museer i Danmark.